Chateau Pape Clement

Pape Clément kan med rette kaldes et paveslot. Vi skal helt tilbage til 1305, da den meget vinglade kardinal Bertrand de Goth blev udnævnt til pave Clément V og i tilgift fik et slot med tilhørende vinmarker i Pessac-Léognan. Paven var selv ivrigt involveret i vinproduktionen, men da pavedomicilet flyttede til Avignon i 1309, overlod han slottet til ærkebiskoppen af Bordeaux, som for at ære paven gav det navnet Château Pape Clément.