Chateau Pichon Longueville Baron

Pichon Longueville var frem til 1850 ét stort domaine ejet af baron Joseph de Pichon Longueville. Han opnåede den høje alder af 90 år, og da han døde, havde han testamenteret ejendommen til sine fem børn. For at retfærdigheden skulle ske fyldest, blev besiddelserne delt mellem hans to sønner, som tilsammen fik to femtedele, og hans tre døtre, som arvede tre femtedele. Sønnernes andel blev til Château Pichon Longueville Baron, mens døtrenes blev til Pichon Longueville Comtesse Lalande. Den dag i dag beskriver man de to vine som henholdsvis en maskulin og en feminin udgave af Pichon Longueville, hvor Comtesse Lalande, der dengang blev overdraget til de tre døtre, anses for at være den feminine.