Silvio Jermann

Som ganske ung i slutningen af 1960’erne forlod Silvio Jermann sin hjemegn i det nordlige Italien for at udforske vinverdenen uden for Friuli. Han gik i første omgang på vinskole i Conegliano i Veneto og rejste efter uoverensstemmelser med sin far til Canada. Da han efter nogle år vendte hjem, var det med masser af indtryk og ideer i bagagen, og han tog omgående fat på en gennemgribende modernisering af familiens vingård. Som noget af det første indførte han ståltanke og temperaturregulering under vinifikationen for at sikre større friskhed i vinene og ikke mindst modvirke oxidation. Senere fulgte nye initiativer både i markerne og i vineriet, og Jermann fremstår i dag som en af de mest moderne og fremsynede kvalitetsproducenter i Friuli.